Uanset om du bare vil hænge nogle lyskæder op eller om du går efter at få det mest oplyste hus i hele dit nabolag, så er der nogle ting, du skal vide, inden du går i gang med den udendørs julebelysning. Vi har samlet vores bedste råd her, så du kommer godt igennem opsætningen – og kan nyde julebelysningen i hele juletiden.

Brug udendørs lyskæder

Det er ikke alle lyskæder, der egner sig til udendørs brug, så når du skal ud at købe lyskæder, skal du huske at se godt efter, om lyskæden egner sig til indendørs eller udendørs brug. Det står typisk på emballagen. Det er vigtigt at du bruger de rette lyskæder, da lyskæder til udendørs brug generelt er mere robuste og modstandsdygtige over for bl.a. fugt og frost. Det er lyskæder til indendørs brug ikke, hvilket betyder, at de nemt kan kortslutte i fugtigt vejr.

Gå efter LED-lys

Når du vælger lyskæder, bør du også gå efter LED-lys. LED-lys bruger nemlig en del mindre strøm end glødelyskæder – og holder faktisk også meget længere. En LED-lyskæde kan faktisk holde i op til 70.000 timer, og den vil altså kunne stå tændt døgnet rundt i 3 måneder i træk i 14-32 år. Det betyder, at du kan bruge den samme lyskæde år efter år i rigtig mange år.

Træk ikke ledninger ud gennem karme og vinduer/døre

Der er generelt ikke plads til forlængerledninger mellem karme og vinduer/døre, og det betyder, at de meget let kommer i klemme. Strømførende dele kan således blive blotlagt, og det kan give stød eller i værste tilfælde brand. Det er dog ikke kun en sikkerhedsrisiko for dig, men faktisk også ulovligt. Du er dog tilladt at føre ledninger, der sidder på lyskæden, ind mellem karme og vinduer/døre. De er generelt meget tyndere og kan sagtens holde til at blive klemt.

Overvej placeringen

Julebelysningen kan placeres på mange forskellige måder, lige fra at skabe et lysunivers med blik og lysende nisser til fremhævelse af træer og buske med lyskæder eller –net. Det er dog meget vigtigt, at du overvejer, hvor du sætter julebelysningen op, inden du går i gang. Du skal bl.a. sikre dig, at du ikke placerer lyskæderne sådan, at de lyser direkte ind i naboens soveværelse – og så er det generelt en god idé at undgå blinkende julelys. Ellers kan der hurtigt opstå et naboskænderi.

Sæt lyset på en timer

Det kan være svært at huske at tænde og især slukke for julebelysningen igen, og det kan betyde, at du har den kørende hele natten. Selvom du bruger lyskæder, kan det godt mærkes på elregningen. Det er derfor en god idé at sætte julebelysningen på en timer, så lyset tændes og slukkes helt af sig selv. På den måde kan du komme hjem til et oplyst hjem efter arbejde – og så kan lyset slukkes ved sengetid, så du ikke forstyrrer dine naboers søvn.